Karens første interview: fra aftale til optagelse trin for trin

Karen kom med en aftale og en bunke løse spørgsmål

Karen meldte sig til modulet om interviewproduktion i begyndelsen af efteråret. Hun havde aftalt at tale med en frivillig fra en lokal havneforening og regnede med, at selve samtalen ville klare sig selv, når først de sad overfor hinanden. På første undervisningsaften lagde hun sine noter på bordet: to sider med spørgsmål, skrevet i den rækkefølge, de var faldet hende ind.

Jeg læste dem igennem sammen med hende. Der var gode tanker imellem, men også spørgsmål, som kunne besvares med et enkelt ja, og andre, der gemte to emner i samme sætning. Ingen af delene er usædvanlige hos folk, der laver deres første interview. Man har en idé om, hvad man vil have at vide, men endnu ikke et bud på, hvordan samtalen skal forløbe fra start til slut.

Vi startede derfor et trin tidligere end spørgsmålene. Hvad skulle lytteren sidde tilbage med efter ti minutter? Karen svarede, at hun gerne ville forstå, hvorfor foreningen stadig mødes hver torsdag, selv om havnen har ændret sig. Det blev rammen for resten af forberedelsen.

Spørgsmålene blev til en samtale med en retning

Karen omskrev sin liste over to aftener. Hun sorterede spørgsmålene i tre blokke: hvem den frivillige er, hvad foreningen laver, og hvad der har ændret sig. Hver blok fik et åbningsspørgsmål og et eller to opfølgende, som hun kun ville bruge, hvis svaret gav anledning til det.

Hun opdagede selv, at de bedste spørgsmål begyndte med hvordan eller hvad skete der, og at de lukkede spørgsmål fungerede bedst som små pauser, når samtalen havde brug for at lande. Jeg foreslog, at hun skrev det første spørgsmål helt ud og lod resten stå som stikord, så hun ikke endte med at læse op.

Vi talte også om, hvad man gør, når gæsten går ud ad en tangent. Min anbefaling var at lade tangenten løbe lidt, før man tager tråden op igen. Ofte gemmer den det mest levende i hele optagelsen, og man kan altid klippe, hvis den viser sig at føre for langt væk.

• Begynd med formålet: hvad skal lytteren forstå bagefter
• Del spørgsmålene i få blokke med hver sit emne
• Skriv kun første spørgsmål ud, resten som stikord
• Gem lukkede spørgsmål til naturlige pauser

Stedet og lyden afgjorde mere, end hun havde regnet med

Karen havde tænkt sig at mødes i foreningens klubhus, fordi det føltes som det rette sted. Vi gennemgik derfor, hvad hun burde lytte efter, inden hun sagde ja til rummet: summen fra køleskab eller radiator, ekko fra hårde vægge, trafik udenfor og uret, der tikker. Alt det hører man ikke, mens man taler, men mikrofonen opfanger det hele.

Hun besøgte klubhuset en dag i forvejen og stod stille i et minut med lukkede øjne. Køleskabet i køkkenet brummede tydeligt, og hovedrummet havde et hårdt gulv. Hun flyttede aftalen til et lille mødelokale med tæpper og gardiner, og hun bad om at få slukket for køleskabet under optagelsen.

Mikrofonen placerede hun cirka en håndsbredde fra gæstens mund, lidt til siden, så åndedræt og s-lyde ikke slog igennem. Hun optog en kort prøve på en minut og lyttede til den med hovedtelefoner, før gæsten kom. Det tog ti minutter og sparede hende for en optagelse, hun ellers havde måttet tage om.

Selve samtalen: ro, lytning og lidt tavshed

På dagen kom den frivillige, som Karen kalder Henning, lidt nervøs. Hun brugte de første minutter på at drikke kaffe og tale om alt andet end interviewet, og først da han virkede afslappet, trykkede hun på optag. Hun sagde højt, at de bare kunne starte forfra, hvis noget gik skævt, og det tog mærkbart presset af.

Undervejs mærkede hun trangen til at fylde stilheden ud, når Henning tænkte sig om. Hun lod være, og det betalte sig: hans bedste svar kom efter to-tre sekunders pause. Hun skrev kun få stikord ned, så hun kunne holde øjenkontakt og høre, hvad han faktisk sagde, ikke blot vente på sin tur.

Til sidst stillede hun det spørgsmål, mange glemmer: er der noget, jeg ikke har spurgt om, som du gerne vil sige. Henning fortalte om et gammelt fotografi på klubhusets væg, og den historie endte som lydklippets åbning. Optagelsen var lidt over tyve minutter, og hun gemte filen med dato og navn med det samme.

Det, Karen tog med sig bagefter

Da vi mødtes igen, spurgte jeg Karen, hvad hun ville gøre anderledes næste gang. Hun nævnte, at hun gerne ville øve sine opfølgende spørgsmål mere, fordi hun nogle gange var gået videre, selv om svaret åbnede en dør. Hun ville også have en reservebatteripakke med, efter at optageren havde advaret om lavt batteri i slutningen.

Interviewet blev ikke perfekt, og det er heller ikke pointen. Det blev gennemført fra aftale til optagelse med en plan, et godt rum og en gæst, der følte sig hørt. Det er netop den kæde af små valg, modulet handler om, og som man kan genbruge til næste samtale, uanset om den er med en nabo eller en fagperson.

Karen lavede også en kort huskeliste til sig selv, som hun hænger over skrivebordet. Den rummer kun få linjer, men dækker det, der gik galt eller godt i hendes første forsøg, og den vokser langsomt for hver samtale, hun laver.

• Besøg stedet i forvejen og lyt efter baggrundslyde
• Tag en kort prøveoptagelse og lyt med hovedtelefoner
• Hav ekstra batterier og hukommelseskort med
• Navngiv og gem filen, så snart optagelsen er slut